Den sidste uge i Aasiaat er ved at være ovre, og i morgen tidlig sætter vi kursen mod Danmark.
Jeg glæder mig meget til at komme hjem, men jeg vil også lige have den allersidste bid med af Grønland. Hvem ved, måske kommer jeg aldrig tilbage.
Jeg har også under hele forløbet (i alle fem uger) været opsat på, at jeg/vi skulle opleve ligeså meget, vi overhovedet kunne komme til.
Man må sige, at vi har gjort vores for at opleve Aasiaat - og i det hele taget Grønland.
For et par uger siden var pigerne og jeg ude på hundeslæde for allerførste gang.
Det var en kæmpe succes, og vi kunne også nå en gang mere, inden vi skal hjem.
Fedt!
I går, lørdag den 8. februar, havde vi lavet en aftale med Christinas mand (Jakob) igen.
Han ville meget gerne køre endnu en tur med os.
Vi iførte os selvfølgelig de der mange lag tøj endnu en gang, og så satte vi ellers kursen mod hundene, hundeslæden og Jakob.
Jeg var så klar!
Vejret var helt fantastisk i går. Her var kun -1 grad og solen skinnede.
Hvis du spørger mig, vil jeg sige, at det er det mest perfekte vejr til sådan en slædetur.
Vi fandt en stor sten, som vi alle sammen kunne sidde på, for Jakob var nemlig ikke helt færdig med at spænde hundene for slæden.
(Og hey, vi kunne jo ligeså godt udnytte tiden - og måske få lidt farve i kinderne!)
Jakob vinkede os op til slæden, og kluntede, som jeg jo er, trådte jeg igennem sneen et par gange.
Jeg priser mig alligevel lykkelig for mine skibukser, som jeg har købt i dyredomme.
Og yes, så var vi på vej. Jeg havde kameraet klar, for jeg skulle bare ikke gå glip af noget på denne tur.
Jeg mener, det var jo sidste slædetur for vores vedkommende.
Vi havde også lavet lidt om på, hvem, der skulle sidde hvor på slæden.
Sisse og jeg byttede plads, og Linea blev siddende forrest (eller det vil sige: Linea sad lige bagved Jakob, men hun sad forrest af os tre piger.)
Hu-hej, hvor det gik. Og det var så meget vildere og sjovere, end jeg huskede.
Måske havde jeg fortrængt vores første tur hvad angår op- og nedture.
Eftersom det var dejligt vejr, var der også mange grønlændere, som selv var ude for at nyde solen og de snebeklædte fjelde. Fantastisk, tænkte jeg.
Eller: Det var fantastisk, indtil vi skulle ned ad den første bakke på turen.
(Og nej, det var langtfra den vildeste bakke!)
På et eller andet tidspunkt, mens vi kører nedad bakken, "taber" jeg mit ben, og jeg kan slet ikke styre det. Ærligt, det nærmest slæber efter slæden.
Jeg tænkte, at jeg nu skulle fragtes hjem i kørestol og med et ben med flere brud.
Pyh. Vi overlevede, men det gjorde slæden ikke.
Først troede jeg bare, slæden havde sat sig fast i sneen, men det viste sig, at det ene "ben" (af mangel på et bedre ord) på slæden var knækket ind under slæden.
Det var ganske kaotisk. Vi spærrede for, at børnene kunne kælke af den selvsamme bakke, som vi med nød og næppe havde overlevet.
Vi væltede rundt, og jeg fandt heldigvis ud af, at jeg ikke var kommet noget til.
(Jeg kommer altså ikke hjem med gips på benet.)
Jakob rodede lidt med slæden, og imens stod vi bare totalt uforstående og gloede på den ødelagte slæde.
Jeg er faktisk ret sikker på, at jeg var ved at dø af flovhed. Det var sindssygt pinligt at have ødelagt en slæde, og alle grønlænderne rundt om os gloede på os, som om de aldrig havde set noget lignende.
Vi kunne selvfølgelig godt se, at vi ikke skulle længere, men det var svært at finde ud af, hvad vi skulle foretage os.
Pludselig sagde Jakob til os, at vi skulle prøve igen. Vi skulle altså op på slæden igen.
Ok, just shoot me now!
(Skidtet knækker jo igen!)
Og ganske rigtigt, slæden knækker sammen endnu en gang.
Pigerne og jeg stiger af. Vi er noget nedslåede.
Ikke flere slædeture til os!
Da Jakob prøvede at vikle hundenes snore ud, trak de alt, hvad de kunne. Afsted.
Vi kunne høre Jakob råbe "nej" til hundene. Først efter et par hundrede meter stoppede hundene.
(Bonusinfo: Jakob sad på jorden, og han blev derfor trukket hen over sneen, mens han holdt fast i hundenes snore.)
Fed tur!
Hvis ikke vi var ydmyget og flove over, at slæden var knækket sammen under os, var vi det i hvert fald, da Jakob blev trukket rundt på sneen.
Da vi troede, Jakob havde fået styr på situationen og havde fået vendt slæden, trak hundene endnu en gang alt, hvad de kunne. (Denne gang sad Jakob heldigvis på slæden.)
Jakob fløj nærmest forbi os og op ad bakken, som vi nærmest lige var kommet ned ad.
Da Jakob var ude af syne, fornemmede man en larmende stilhed.
Alle omkring os, som havde fulgt den totalt absurde tur, måbede.
Der var ikke et øje tørt.
Vi vendte naturligvis snuden tilbage mod byen.
Det var fuldstændig tragi-komisk. Jeg anede ikke, hvilket ben, jeg skulle stå på.
Skulle jeg græde eller grine?
Jeg var i hvert fald forfærdet, overrasket og helt og aldeles flov.
Jakob nåede ikke at få sine penge for turen - og selvom vi ikke fik nogen tur, ødelagde vi mandens slæde, så selvfølgelig skulle han have de sølle 250 kroner for hver af os.
Men han forsvandt rimeligt hurtigt. Og vi slog os ned på en nærliggende sten.
Efter et kvarters tid kom Jakob hen til os.
Det skal lige siges, at han ikke er så god til det danske sprog, så "samtalen", der fandt sted, var ganske kortfattet.
"Ingen slædetur. Slæden ødelagt. Finger brækket."
Jep. Han havde gudhjælpemig også brækket sin lillefinger.
Jeg troede ikke på, at situationen kunne blive værre efter hele episoden med slæden, men man kan blive så overrasket.
Han holdt den brækkede lillefinger hen mod os. Den var helt blå - og blodet løb den ad fingeren.
Den hvide knogle stak ud af fingeren.
(Ja, jeg er naturligvis ikke den store kirurg, men enhver kunne se, at den finger var helt gal på den!)
Jeg er forvisset om, at jeg havde det dårligere end ham - og jeg var uden tvivl også mere bekymret.
Han tog den brækkede lillefinger i stiv arm.
Hallo, manden havde lige sat alle sine hunde, hver og én, tilbage i deres lænker.
Det var vildt! En sindssyg oplevelse.
But funny story, huh?
Vi gik en tur i smukke, solbelyste Aasiaat for at få det sidste med, inden vi skal hjem.
Det var en flot gåtur, men jeg ærgrer mig stadig over, at slæden knækkede under os.
Heldigvis havde vi fået lov til at se Grønland fra den vinkel tidligere.
Det priser jeg mig naturligvis også lykkelig for!
Vores held under hele den her rejse har ikke været pragende.
Faktisk overrasker det mig ikke, at netop slæden knækker under os.
Sort held, kan man vist godt sige.
Jeg er blevet endnu en oplevelse rigere - og hvor er det bare fedt!
Jeg har endnu en gang taget sindssygt mange billeder!
Jeg har sorteret i dem, så I har mulighed for at danne jer et overblik over vores slædetur - eller mangel på samme.
Jeg glæder mig meget til at komme hjem, men jeg vil også lige have den allersidste bid med af Grønland. Hvem ved, måske kommer jeg aldrig tilbage.
Jeg har også under hele forløbet (i alle fem uger) været opsat på, at jeg/vi skulle opleve ligeså meget, vi overhovedet kunne komme til.
Man må sige, at vi har gjort vores for at opleve Aasiaat - og i det hele taget Grønland.
For et par uger siden var pigerne og jeg ude på hundeslæde for allerførste gang.
Det var en kæmpe succes, og vi kunne også nå en gang mere, inden vi skal hjem.
Fedt!
I går, lørdag den 8. februar, havde vi lavet en aftale med Christinas mand (Jakob) igen.
Han ville meget gerne køre endnu en tur med os.
Vi iførte os selvfølgelig de der mange lag tøj endnu en gang, og så satte vi ellers kursen mod hundene, hundeslæden og Jakob.
Jeg var så klar!
Vejret var helt fantastisk i går. Her var kun -1 grad og solen skinnede.
Hvis du spørger mig, vil jeg sige, at det er det mest perfekte vejr til sådan en slædetur.
Vi fandt en stor sten, som vi alle sammen kunne sidde på, for Jakob var nemlig ikke helt færdig med at spænde hundene for slæden.
(Og hey, vi kunne jo ligeså godt udnytte tiden - og måske få lidt farve i kinderne!)
Jakob vinkede os op til slæden, og kluntede, som jeg jo er, trådte jeg igennem sneen et par gange.
Jeg priser mig alligevel lykkelig for mine skibukser, som jeg har købt i dyredomme.
Og yes, så var vi på vej. Jeg havde kameraet klar, for jeg skulle bare ikke gå glip af noget på denne tur.
Jeg mener, det var jo sidste slædetur for vores vedkommende.
Vi havde også lavet lidt om på, hvem, der skulle sidde hvor på slæden.
Sisse og jeg byttede plads, og Linea blev siddende forrest (eller det vil sige: Linea sad lige bagved Jakob, men hun sad forrest af os tre piger.)
Hu-hej, hvor det gik. Og det var så meget vildere og sjovere, end jeg huskede.
Måske havde jeg fortrængt vores første tur hvad angår op- og nedture.
Eftersom det var dejligt vejr, var der også mange grønlændere, som selv var ude for at nyde solen og de snebeklædte fjelde. Fantastisk, tænkte jeg.
Eller: Det var fantastisk, indtil vi skulle ned ad den første bakke på turen.
(Og nej, det var langtfra den vildeste bakke!)
På et eller andet tidspunkt, mens vi kører nedad bakken, "taber" jeg mit ben, og jeg kan slet ikke styre det. Ærligt, det nærmest slæber efter slæden.
Jeg tænkte, at jeg nu skulle fragtes hjem i kørestol og med et ben med flere brud.
Pyh. Vi overlevede, men det gjorde slæden ikke.
Først troede jeg bare, slæden havde sat sig fast i sneen, men det viste sig, at det ene "ben" (af mangel på et bedre ord) på slæden var knækket ind under slæden.
Det var ganske kaotisk. Vi spærrede for, at børnene kunne kælke af den selvsamme bakke, som vi med nød og næppe havde overlevet.
Vi væltede rundt, og jeg fandt heldigvis ud af, at jeg ikke var kommet noget til.
(Jeg kommer altså ikke hjem med gips på benet.)
Jakob rodede lidt med slæden, og imens stod vi bare totalt uforstående og gloede på den ødelagte slæde.
Jeg er faktisk ret sikker på, at jeg var ved at dø af flovhed. Det var sindssygt pinligt at have ødelagt en slæde, og alle grønlænderne rundt om os gloede på os, som om de aldrig havde set noget lignende.
Vi kunne selvfølgelig godt se, at vi ikke skulle længere, men det var svært at finde ud af, hvad vi skulle foretage os.
Pludselig sagde Jakob til os, at vi skulle prøve igen. Vi skulle altså op på slæden igen.
Ok, just shoot me now!
(Skidtet knækker jo igen!)
Og ganske rigtigt, slæden knækker sammen endnu en gang.
Pigerne og jeg stiger af. Vi er noget nedslåede.
Ikke flere slædeture til os!
Da Jakob prøvede at vikle hundenes snore ud, trak de alt, hvad de kunne. Afsted.
Vi kunne høre Jakob råbe "nej" til hundene. Først efter et par hundrede meter stoppede hundene.
(Bonusinfo: Jakob sad på jorden, og han blev derfor trukket hen over sneen, mens han holdt fast i hundenes snore.)
Fed tur!
Hvis ikke vi var ydmyget og flove over, at slæden var knækket sammen under os, var vi det i hvert fald, da Jakob blev trukket rundt på sneen.
Da vi troede, Jakob havde fået styr på situationen og havde fået vendt slæden, trak hundene endnu en gang alt, hvad de kunne. (Denne gang sad Jakob heldigvis på slæden.)
Jakob fløj nærmest forbi os og op ad bakken, som vi nærmest lige var kommet ned ad.
Da Jakob var ude af syne, fornemmede man en larmende stilhed.
Alle omkring os, som havde fulgt den totalt absurde tur, måbede.
Der var ikke et øje tørt.
Vi vendte naturligvis snuden tilbage mod byen.
Det var fuldstændig tragi-komisk. Jeg anede ikke, hvilket ben, jeg skulle stå på.
Skulle jeg græde eller grine?
Jeg var i hvert fald forfærdet, overrasket og helt og aldeles flov.
Jakob nåede ikke at få sine penge for turen - og selvom vi ikke fik nogen tur, ødelagde vi mandens slæde, så selvfølgelig skulle han have de sølle 250 kroner for hver af os.
Men han forsvandt rimeligt hurtigt. Og vi slog os ned på en nærliggende sten.
Efter et kvarters tid kom Jakob hen til os.
Det skal lige siges, at han ikke er så god til det danske sprog, så "samtalen", der fandt sted, var ganske kortfattet.
"Ingen slædetur. Slæden ødelagt. Finger brækket."
Jep. Han havde gudhjælpemig også brækket sin lillefinger.
Jeg troede ikke på, at situationen kunne blive værre efter hele episoden med slæden, men man kan blive så overrasket.
Han holdt den brækkede lillefinger hen mod os. Den var helt blå - og blodet løb den ad fingeren.
Den hvide knogle stak ud af fingeren.
(Ja, jeg er naturligvis ikke den store kirurg, men enhver kunne se, at den finger var helt gal på den!)
Jeg er forvisset om, at jeg havde det dårligere end ham - og jeg var uden tvivl også mere bekymret.
Han tog den brækkede lillefinger i stiv arm.
Hallo, manden havde lige sat alle sine hunde, hver og én, tilbage i deres lænker.
Det var vildt! En sindssyg oplevelse.
But funny story, huh?
Vi gik en tur i smukke, solbelyste Aasiaat for at få det sidste med, inden vi skal hjem.
Det var en flot gåtur, men jeg ærgrer mig stadig over, at slæden knækkede under os.
Heldigvis havde vi fået lov til at se Grønland fra den vinkel tidligere.
Det priser jeg mig naturligvis også lykkelig for!
Vores held under hele den her rejse har ikke været pragende.
Faktisk overrasker det mig ikke, at netop slæden knækker under os.
Sort held, kan man vist godt sige.
Jeg er blevet endnu en oplevelse rigere - og hvor er det bare fedt!
Jeg har endnu en gang taget sindssygt mange billeder!
Jeg har sorteret i dem, så I har mulighed for at danne jer et overblik over vores slædetur - eller mangel på samme.
I morgen går turen hjem til Danmark, men det kan godt være, at jeg laver et afsluttende indlæg her på bloggen. Det må vi se til!
Hav det godt!
Kh Josefine
Afslutning i 4.k betyder chokoladekage.
Ja, vi har selv bagt dem.
Ja, vi har selv bagt dem.
Regine observerer os - og hygger med klassen.
Vores elever i 4.k er SKØNNE - de vinker farvel til os.
"Bye! So long"
På gåben til slædeturen.
Solen skinner på byen.
Hund, der ligger på kassen.
Hund, der triumferer på "sit" fjeld.
Kært - ikke sandt?
Jakob klargører "karaten" (slæden)
Sisse og Linea - og resten er ren natur.
Hundehvapserne er åbenbart ikke lænket til den kolde jord.
Her er to hvapser, som hygger for groft.
Ja, de har fået øje på os - og de er på vej vores vej.
Så er vi afsted.
Hundene kæmper en brav kamp.
Åh. Slæden knækkede. Skod!
(Ja, jeg kunne vel ligeså godt give mig til at tage nogle billeder af situationen - og af naturen)
Én af "vores" hunde, som uden tvivl nyder afslapningen.
Den tumler rundt i sneen, mens de andre hunde knurrer ad hinanden.
Snescooter.
De er tossede!
Jakob, der forsvinder op ad bakken, som var skyld i, at slæden knækkede
(Benægtelse af en god ting)
Ja, mere natur.
Nogle knækker en slæde - andre tager skiene.
Situationen med slæden.
En anden hund, som nyder det dejlige vejr på et fjeld.
Her er vi på vej tilbage mod byen.
Hunde, der har fundet blod på en isflage.
Sælskind til tørre.
Hunde ved et hus.
Se lige den forreste hund - den er bare for sød!
Denne dame fulgte os på vej.
Se lige hendes holdning. Stolthed!
Et hus, som virkeligt kunne trænge til en ansigtsløftning.
"Brandmelder!"
Der er ikke så meget at sige til dette.
Den anden del af byen.
Det er smukt med alle de små, farvede huse.
Et isbjerg/en isflage ved byen.
Bænken, som Linea, Sisse og jeg sad på aftenen inden.
Korrekt, det er vores aftryk.
Tipitôk-stien. Dette er udsigten fra det lokale bibliotek.
Åbenbart Aasiaats ældste blok.
Ja, det er her vi bor.
Midfor - og nede i kælderen.
Tørfisk. En kinesisk specialitet.
Uhm. Eller nej.
Fra venstre mod højre:
Josefine (undertegnede), Linea, Sisse og Regine (læreren i 4.k)
Regine og Frantz (Regines mand)
Disse to har i sandhed åbnet deres hjem for os.
Dem kommer jeg til at savne!
