søndag den 9. februar 2014

Long story short - vi skal snart hjem!

Den sidste uge i Aasiaat er ved at være ovre, og i morgen tidlig sætter vi kursen mod Danmark.
Jeg glæder mig meget til at komme hjem, men jeg vil også lige have den allersidste bid med af Grønland. Hvem ved, måske kommer jeg aldrig tilbage.

Jeg har også under hele forløbet (i alle fem uger) været opsat på, at jeg/vi skulle opleve ligeså meget, vi overhovedet kunne komme til.
Man må sige, at vi har gjort vores for at opleve Aasiaat - og i det hele taget Grønland.

For et par uger siden var pigerne og jeg ude på hundeslæde for allerførste gang.
Det var en kæmpe succes, og vi kunne også nå en gang mere, inden vi skal hjem.
Fedt!

I går, lørdag den 8. februar, havde vi lavet en aftale med Christinas mand (Jakob) igen.
Han ville meget gerne køre endnu en tur med os.

Vi iførte os selvfølgelig de der mange lag tøj endnu en gang, og så satte vi ellers kursen mod hundene,  hundeslæden og Jakob.
Jeg var så klar!
Vejret var helt fantastisk i går. Her var kun -1 grad og solen skinnede.
Hvis du spørger mig, vil jeg sige, at det er det mest perfekte vejr til sådan en slædetur.
Vi fandt en stor sten, som vi alle sammen kunne sidde på, for Jakob var nemlig ikke helt færdig med at spænde hundene for slæden.
(Og hey, vi kunne jo ligeså godt udnytte tiden - og måske få lidt farve i kinderne!)

Jakob vinkede os op til slæden, og kluntede, som jeg jo er, trådte jeg igennem sneen et par gange.
Jeg priser mig alligevel lykkelig for mine skibukser, som jeg har købt i dyredomme.

Og yes, så var vi på vej. Jeg havde kameraet klar, for jeg skulle bare ikke gå glip af noget på denne tur.
Jeg mener, det var jo sidste slædetur for vores vedkommende.
Vi havde også lavet lidt om på, hvem, der skulle sidde hvor på slæden.
Sisse og jeg byttede plads, og Linea blev siddende forrest (eller det vil sige: Linea sad lige bagved Jakob, men hun sad forrest af os tre piger.)
Hu-hej, hvor det gik. Og det var så meget vildere og sjovere, end jeg huskede.
Måske havde jeg fortrængt vores første tur hvad angår op- og nedture.

Eftersom det var dejligt vejr, var der også mange grønlændere, som selv var ude for at nyde solen og de snebeklædte fjelde. Fantastisk, tænkte jeg.
Eller: Det var fantastisk, indtil vi skulle ned ad den første bakke på turen.
(Og nej, det var langtfra den vildeste bakke!)
På et eller andet tidspunkt, mens vi kører nedad bakken, "taber" jeg mit ben, og jeg kan slet ikke styre det. Ærligt, det nærmest slæber efter slæden.
Jeg tænkte, at jeg nu skulle fragtes hjem i kørestol og med et ben med flere brud.
Pyh. Vi overlevede, men det gjorde slæden ikke.
Først troede jeg bare, slæden havde sat sig fast i sneen, men det viste sig, at det ene "ben" (af mangel på et bedre ord) på slæden var knækket ind under slæden.
Det var ganske kaotisk. Vi spærrede for, at børnene kunne kælke af den selvsamme bakke, som vi med nød og næppe havde overlevet.
Vi væltede rundt, og jeg fandt heldigvis ud af, at jeg ikke var kommet noget til.
(Jeg kommer altså ikke hjem med gips på benet.)

Jakob rodede lidt med slæden, og imens stod vi bare totalt uforstående og gloede på den ødelagte slæde.
Jeg er faktisk ret sikker på, at jeg var ved at dø af flovhed. Det var sindssygt pinligt at have ødelagt en slæde, og alle grønlænderne rundt om os gloede på os, som om de aldrig havde set noget lignende.
Vi kunne selvfølgelig godt se, at vi ikke skulle længere, men det var svært at finde ud af, hvad vi skulle foretage os.
Pludselig sagde Jakob til os, at vi skulle prøve igen. Vi skulle altså op på slæden igen.
Ok, just shoot me now!
(Skidtet knækker jo igen!)
Og ganske rigtigt, slæden knækker sammen endnu en gang.
Pigerne og jeg stiger af. Vi er noget nedslåede.
Ikke flere slædeture til os!

Da Jakob prøvede at vikle hundenes snore ud, trak de alt, hvad de kunne. Afsted.
Vi kunne høre Jakob råbe "nej" til hundene. Først efter et par hundrede meter stoppede hundene.
(Bonusinfo: Jakob sad på jorden, og han blev derfor trukket hen over sneen, mens han holdt fast i hundenes snore.)
Fed tur!
Hvis ikke vi var ydmyget og flove over, at slæden var knækket sammen under os, var vi det i hvert fald, da Jakob blev trukket rundt på sneen.
Da vi troede, Jakob havde fået styr på situationen og havde fået vendt slæden, trak hundene endnu en gang alt, hvad de kunne. (Denne gang sad Jakob heldigvis på slæden.)
Jakob fløj nærmest forbi os og op ad bakken, som vi nærmest lige var kommet ned ad.
Da Jakob var ude af syne, fornemmede man en larmende stilhed.
Alle omkring os, som havde fulgt den totalt absurde tur, måbede.
Der var ikke et øje tørt.

Vi vendte naturligvis snuden tilbage mod byen.
Det var fuldstændig tragi-komisk. Jeg anede ikke, hvilket ben, jeg skulle stå på.
Skulle jeg græde eller grine?
Jeg var i hvert fald forfærdet, overrasket og helt og aldeles flov.

Jakob nåede ikke at få sine penge for turen - og selvom vi ikke fik nogen tur, ødelagde vi mandens slæde, så selvfølgelig skulle han have de sølle 250 kroner for hver af os.
Men han forsvandt rimeligt hurtigt. Og vi slog os ned på en nærliggende sten.
Efter et kvarters tid kom Jakob hen til os.
Det skal lige siges, at han ikke er så god til det danske sprog, så "samtalen", der fandt sted, var ganske kortfattet.
"Ingen slædetur. Slæden ødelagt. Finger brækket."
Jep. Han havde gudhjælpemig også brækket sin lillefinger.
Jeg troede ikke på, at situationen kunne blive værre efter hele episoden med slæden, men man kan blive så overrasket.
Han holdt den brækkede lillefinger hen mod os. Den var helt blå - og blodet løb den ad fingeren.
Den hvide knogle stak ud af fingeren.
(Ja, jeg er naturligvis ikke den store kirurg, men enhver kunne se, at den finger var helt gal på den!)
Jeg er forvisset om, at jeg havde det dårligere end ham - og jeg var uden tvivl også mere bekymret.
Han tog den brækkede lillefinger i stiv arm.
Hallo, manden havde lige sat alle sine hunde, hver og én, tilbage i deres lænker.
Det var vildt! En sindssyg oplevelse.
But funny story, huh?

Vi gik en tur i smukke, solbelyste Aasiaat for at få det sidste med, inden vi skal hjem.
Det var en flot gåtur, men jeg ærgrer mig stadig over, at slæden knækkede under os.
Heldigvis havde vi fået lov til at se Grønland fra den vinkel tidligere.
Det priser jeg mig naturligvis også lykkelig for!

Vores held under hele den her rejse har ikke været pragende.
Faktisk overrasker det mig ikke, at netop slæden knækker under os.
Sort held, kan man vist godt sige.

Jeg er blevet endnu en oplevelse rigere - og hvor er det bare fedt!


Jeg har endnu en gang taget sindssygt mange billeder!
Jeg har sorteret i dem, så I har mulighed for at danne jer et overblik over vores slædetur - eller mangel på samme.


I morgen går turen hjem til Danmark, men det kan godt være, at jeg laver et afsluttende indlæg her på bloggen. Det må vi se til! 

Hav det godt! 

Kh Josefine



Afslutning i 4.k betyder chokoladekage.
Ja, vi har selv bagt dem. 

 



Regine observerer os - og hygger med klassen.



Vores elever i 4.k er SKØNNE - de vinker farvel til os. 
"Bye! So long"



På gåben til slædeturen. 
Solen skinner på byen.




Hund, der ligger på kassen.



Hund, der triumferer på "sit" fjeld.
Kært - ikke sandt?


Jakob klargører "karaten" (slæden)



Sisse og Linea - og resten er ren natur.



Hundehvapserne er åbenbart ikke lænket til den kolde jord. 
Her er to hvapser, som hygger for groft. 
Ja, de har fået øje på os - og de er på vej vores vej.



Så er vi afsted. 
Hundene kæmper en brav kamp.



Åh. Slæden knækkede. Skod!
(Ja, jeg kunne vel ligeså godt give mig til at tage nogle billeder af situationen - og af naturen)





Én af "vores" hunde, som uden tvivl nyder afslapningen. 
Den tumler rundt i sneen, mens de andre hunde knurrer ad hinanden.



Snescooter.
De er tossede!


Jakob, der forsvinder op ad bakken, som var skyld i, at slæden knækkede 
(Benægtelse af en god ting)



Ja, mere natur. 



Nogle knækker en slæde - andre tager skiene. 



Situationen med slæden. 



En anden hund, som nyder det dejlige vejr på et fjeld.
Her er vi på vej tilbage mod byen.



Hunde, der har fundet blod på en isflage. 



Sælskind til tørre.



Hunde ved et hus. 
Se lige den forreste hund - den er bare for sød!



Denne dame fulgte os på vej. 
Se lige hendes holdning. Stolthed! 



Et hus, som virkeligt kunne trænge til en ansigtsløftning.



"Brandmelder!"
Der er ikke så meget at sige til dette.



Den anden del af byen. 
Det er smukt med alle de små, farvede huse.



Et isbjerg/en isflage ved byen.



Bænken, som Linea, Sisse og jeg sad på aftenen inden. 
Korrekt, det er vores aftryk. 



Tipitôk-stien. Dette er udsigten fra det lokale bibliotek.



Åbenbart Aasiaats ældste blok. 
Ja, det er her vi bor. 
Midfor - og nede i kælderen.



Tørfisk. En kinesisk specialitet. 
Uhm. Eller nej.



Fra venstre mod højre: 
Josefine (undertegnede), Linea, Sisse og Regine (læreren i 4.k)



Regine og Frantz (Regines mand) 
Disse to har i sandhed åbnet deres hjem for os. 
Dem kommer jeg til at savne! 




søndag den 2. februar 2014

Ilulissat eller Kaos?

Onsdag den 29. januar 2014 var dagen, hvor vi skulle en tur til Ilulissat. 
Vi havde rykket vores undervisning fra torsdag og fredag til onsdag, så vi kunne komme afsted onsdag eftermiddag - og komme hjem igen lørdag formiddag. Det skulle altså være en form for tidlig weekend.
Men her i Grønland kan man bare ikke regne med, at flyene flyver til tiden! 
Og vi mærkede, at grønlænderne er en meget tålmodighed folkefærd. 
Ja, det viser sig faktisk, at flyene blev forsinket i 18 dage lige op til juleferien. 
Det er totalt absurd! Og det ville aldrig ske hjemme i lille Danmark. 

Uheldet var ude. Just our luck. 
Vores held her i Grønland har i det hele taget ikke være slående, hvad angår vores held
 - eller mangel på samme.
Vores flyafgang er aflyst. Ja, faktisk fløj ingen fly til Ilulissat. 
Det skulle nemlig vise sig, at et tidligere fly til Ilulissat var landet ved siden af landingsbanen. Det havde så at sige haft en hård landing. 
(det var hvad den kære Air Greenland-dame fortalte os)

Der kom fem af byens mange taxaer for at hente alle os sure og skuffede passagerer. 
De skulle køre os til Sømandshjemmet, hvor vi kunne få en kop kaffe og en romkugle på luftselskabets regning. 
Det nød vi naturligvis godt af. Og vi ventede rastløst på, at klokken skulle blive 15.50, for så ville vi vide, hvad der skulle ske. 
Ingenting skulle der ske. I hvert fald ikke med os. 
Alle passagerer, der skulle til Ilulissat, blev kørt tilbage til lufthavnen. 
Eller det vil sige, at vi var fire mennesker, som blev bedt om at blive siddende og vente. 
Vente på hvad? Ja, det vidste vi ikke på det tidspunkt. 
ISS skulle åbenbart køre os ud til nogle hotellejligheder, som ligger her i byen. 
Der skulle vi sove en enkelt nat. 
Og nu tænker du/I sikkert, at vi vel ligeså godt bare kunne have taget vores bagage på nakken og være gået tilbage til Skolehjemmet, hvor vi jo "bor" i de her uger.
Men det gjorde vi ikke. 
Vi syntes altså, at Air Greenland skulle betale et overordentligt rart ophold for os. 
Og det inkluderet aftensmad på Sømandshjemmet og en lille omgang morgenmad. 
Der var sindssygt hyggeligt i vores lille, røde hytte. Og vi havde store og bløde senge OG vores "eget" fjersyn - i hvert fald det næste døgns tid.
Det var skønt med afkobling! 
Men egentligt ville jo ikke indlogeres et andet sted i byen - vi ville til Ilulissat. 

Inden vi forlod Sømandshjemmet, havde jeg haft ringet til Air Greenland for at høre, hvornår vi kunne afsted - og om vi overhovedet havde mulighed for at komme væk. 
"I skal afsted torsdag eftermiddag klokken 14.45." - var beskeden. 
Ok, dér mistede vi lige et døgn i Ilulissat - og jeg nænnede næsten ikke at ringe til Hansine for at fortælle hende endnu en gang, at vi blev forsinket. 
Okay, indrømmet! Vi sov sindssygt godt i hytten - og vi sov længe. 
Det var alletiders at have fået et lille frirum.

Vi gjorde os klar til den helt store afsked med Aasiaat - i hvert fald for et par dage. 
Endnu en gang tog vi det tunge skyts på: Overtræksbukser, mange strømper og sokker og som prikken over i'et: Den varme jakke. 
Nu skulle vi afsted. YES!
Vi greb vores pakkenelliker, da den grønlandske kvinde fra ISS hentede os ved hytten. 

Off to Ilulissat. 
Troede vi. 
Snydt igen.
Nu kunne der virkeligt ikke gå mere galt. 

I lufthavnen, som må siges at være ganske lille, ventede vi tålmodigt på vores fly. 
Det landede rigtigt nok til tiden - og vi iførte endnu en gang os alt vores tøj, for nu skulle vi afsted. 
Vi skulle afsted, indtil en rimelig trist kvindestemme på grønlandsk fortalte, at flyet ville forsinket. 
Ok, i det mindste er det ikke forsinket. 
Grønlænderne brød ud i grin - og vi fattede stadig ingenting. 
"Flyet kan ikke flyve endnu, da der blæser for meget i Ilulissat. Indtil videre skal vi vente 20 minutter og se, hvad der sker." sagde en venlig kvinde. 
Undskyld, HVAD? 20 minutter. 

20 minutter efter meldingen, steg vi ombord på flyet. 
Det var et kæmpe kaos. Og jeg var da også indimellem lidt bange for, om vi mon også ville lande ved siden af landingsbanen. 
Jeg er ikke den store pilot, men det kan da ikke være så svært at se landingsbanen med alle de blink, lys og lygter?!

Nå, men vi landede heldigvis på landingsbanen. 
Dog nægtede jeg at klappe af den utroligt hårde og ubehagelige landing. 
Vi var i live og i Ilulissat. 
Ikke mere kaos - for nu. 

Vi var helt vildt trætte efter det døgn, hvor vi bare ventede og håbede, men pigerne og jeg lovede os selv og hinanden, at vi skulle gøre byen usikker.
Eller rettere: Vi skulle gøre livet svært for vores dankort. 
Butikkerne i Ilulissat har samme problem, som her i Aasiaat: De lukker tidligt. Alt for tidligt. 
Vi brugte inden penge, men vi kunne konstatere, at alting uden undtagelse bare er dyrere her i Grønland.
Det skal selvfølgelig ikke sætte en stopper for vores planlagte shopping i Ilulissat. 
Udmattede hang vi foran fjernsynet hjemme hos Hansine. 
Hansine var ude hele aftenen. 
Men hej, vi skal jo have ringet til Jens Ole. 
Ja, han ville åbenbart gerne sejle os rundt i Isfjorden i tre timer for en ganske lille sum penge. 

Klokken 10.45 fredag hentede Jens Ole os. (Vi vidste jo ikke, hvor havnen i byen var!) 
Off to Isfjorden.
Tre stive timer i Isfjorden gør noget ved kinderne, tænderne og fødderne - nærmere bestemt tæerne. 
Det var den vildeste tur, og Jens Ole kunne mange historier - nogle mere sande end andre. 
Han fortalte blandt andet, at Isfjorden for bare tyve år siden var helt tilfrosset, men ikke længere. 
Gletcherne bevæger sig med 40 meter om dagen - og vi kunne faktisk se, at der var sket ændringer, da vi kom tilbage. Det var det vildeste! 
Han fortalte os også, at inden den globale opvarmning begyndte, kunne man finde isbjerge, der var mere end 100 meter høje. Men i dag fås de ikke højere end 40 meter. 
Det er sørgeligt. 
I blame you, global opvarmning. 

Vi så ingen hvaler, ingen sæler - kun måger. Dødssygt. 
Men det var helt sikkert pengene værd - og hvem ved, måske findes Isfjorden ikke om bare fyrre år. 


Jeg har taget usandsynligt mange billeder af vores tur til Ilulissat, men jeg vil naturligvis ikke bombardere jer med dem alle sammen. 
Jeg har udvalgt nogle helt særlige, som jeg synes er utroligt smukke. 
NYD DEM! 


What you see is what you get. 
Dette er lufthavnen i Aasiaat. Ja, jeg sidder i den ene ende. 
Det er ikke noget at skrive hjem om, men jeg gør det lige alligevel.
Lufthavnen består af bare 1 gate. 
Jep, man har så valgt at sætte et skilt op over døren ud til gaten.







Hotellejligheden, hvor vi overnattede en enkelt nat. 
Det var vildt hyggeligt. Og det var vores eget!





Pst. Vandklosetter. Eller bare toiletter. 



Turen fra Ilulissat lufthavn i taxa. Vi er på vej hjem til Hansine.





Én af byens butikker. 
De har deres egen systue. Og den er faktisk stor!




Hjemmesko i sælskind. Give me! 




En voldsomt fin kjole. Dog var den lidt for dyr til min smag. 
De har nok selv syet den.





Et skilt. Men ikke bare et hvilket som helst skilt. 
Et skilt med en hundeslæde. Hallo, det er nice!



Pigerne og jeg indtager torsdagens aftensmad på en lokal café.
Det var super hyggeligt - og billigt! 



"Brættet" i byen. Der er ikke så meget bræt over det længere. 
Det er efterhånden en forretning.



En anden af byens forretninger. 
De havde nogle lækre ting, men vi må hverken få skind fra en isbjørn eller narhvalstænder med hjem. 
Son of a....!  

Dette er et ægte isbjørnehoved. Det er godt nok stort! 



Ægte kamikker i isbjørneskind. 


En slæde. I forretningen.





Hej, Isfjord! 
Vi lægger fra land - og vi er klar til vores livs oplevelse.
Vi er glade!






Byen set fra vandsiden. Smukt. 












En kutter på jagt efter hellefisk. Måske.


Solen kommer frem bag isbjerget.



Jeg er glad - og her er smukt!
Pst. Tjek lige de røde kinder. De gør nas!






Sol og vand.





Det kaldes blå is. Ja tak, det skal jeg love for. 





Kutteren igen. 




Fiskekutteren har fanget noget, og fuglene får, hvad fiskerne ikke kan bruge. 
Det hele indgår i cyklussen.


Så er vi på vej tilbage til havnen og byen.




Denne basse sejlede vi med. 
Jeg priser mig lykkelig for kahytten (eller hvad sådan en sag hedder?)



Broen, der forbinder lufthavnen til resten af byen. 
"Ilulissat"



Vi skriver mandag morgen, og klokken er 8.30. 
Lige om lidt skal vi afsted. Men først: Et billede! 
Det er yndigt. Vi er trætte og Hansine totalt vågen!



Farvel, Ilulissat. Du var skøn! 
Nu går turen tilbage til Aasiaat. 
Og flyvetiden er beregnet til at være 16 minutter. 
Hurra.






Jeg har nydt vores meget korte tur i Ilulissat. Vi har haft brug for at komme væk, og det var helt sikkert alle pengene værd. 
Men lige en tanke: Hvis man nogensinde skal til Grønland, skal man lige huske at tage den store pung med. Alt koster penge!
Opsparing må derfor være ordet.

Hav det dejligt! 
Vi ses snart! 

De kærligste hilsner 
Josefine, som er dybt taknemmelig for, at I følger hendes blog!