Hej alle derhjemme!
Nu har vi næsten været her i Grønland i en hel uge. Og jeg er stadig betaget af befolkningen og af naturen. Jeg er tosset med den rolige atmosfære, som grønlænderne formår at værne om.
Det er totalt forbudt at have "danskertravlt" - og det er altså virkeligt svært at slippe tanken om, at man burde lave 117 andre ting, end dem man er i færd med. Uanset om man går en lang tur i snelandskabet - eller om man forbereder sig til timerne - bliver man mindet om, at man også burde gøre andre ting samtidigt.
Her på lærerværelset har vi efterhånden fundet "vores" plads; lige ved køkkenet og med en udsigt ud over havet og over til øerne i det fjerne. Det er jo ganske unikt.
I de 4-5 dage, hvor vi har været i Aasiaat, har vi gået mange ture - både om aftenen og omkring middag. Vi har set byen i dagslys og i mørke. Begge dele er lige betagende, men der er dog noget helt særligt over lyset heroppe. Skæret er lyserødt, som man også kan se på mine billeder.
Grønlænderne påstår, at deres lyse timer heroppe er meget lyse - og at mørket ikke er særligt mørkt. Som den dansker, jeg er, giver det ikke særligt meget mening for mig.
Her er bælgragende mørkt om aftenen - og mørkets frembrud starter allerede ved 17-tiden. Det er ganske forfærdeligt. Men vi er så småt ved at vænne os til, at det er mørkt, når vi går til skole - og mørkt, når vi traver hjem igen. Jeg priser mig lykkelig for al den sne, som vi har fornøjelsen af.
I går eftermiddags kom bygde-eleverne "hjem" til skolehjemmet, og nu er der virkelig gang i den i stuen. Vi har besluttet os for, at vi vil på biblioteket for at finde nogle gode, danske bøger og forhåbentligt låne nogle "jeg stener godt og grundigt"-film. Vores kælder i sig selv er dødkedelig, og selvom Sara (skolelederen) påstår, at den kære rengøringskone har gjort et rum hyggeligt til os, har vi nu ikke tænkt os at bruge det. Grønlænderne kender øjensynligt slet ikke til begrebet "hygge".
Vi er næsten hver dag forbi et supermarked - som regel det, der ligger tættest på os: Pisiffik.
Det minder meget om en Føtex i Danmark - og dog. Det er i det hele taget de mærkeligste ting, som de grønlandske supermarkeder sælger. Vi fandt i byens andet supermarked en hel, frossen sæl. Vi finder frosne fiskehoveder, som grønlænderne bruger til at koge suppe på. Det er godt nok altsammen - men jeg bliver nok aldrig en sand inuit. Heldigvis.
I går valgte pigerne og jeg at trave ud til Sømandshjemmet, hvor vi havde fundet internetadgang.
Så kunne vi hver især ringe hjem til vores familier og kærester - bare for at fortælle, at vi altså har det godt. Pludselig gik strømmen. I hele byen! Ja, så er man altså kommet til Grønland, når den slags sker.
Vi sad i det mørkeste mørke og ventede ved stearinlysenes skær. Ventede på, at byen skulle blive oplyst igen. Og efter et kvarters tid i mørke kom lyset igen - i hele byen. Lykken varede dog ikke længe - og midt i en samtale med mine forældre og min bror, slukkedes lyset igen.
Pigerne og jeg snakkede lidt om, hvorvidt strømforsyningen kunne holde til vores, på det tidspunkt, voldsomme forbrug af Skype.
Da lyset tændtes igen, fandt vi vejen "hjem" til skolehjemmet, hvor vi bor.
Her havde vores kære køkkendamer stillet lidt mad frem til os. Endnu en gang, og for tredje aften i træk, stod menuen på lækker rugbrød med diverse toppings.
Én ting er sikkert: Jeg kommer ikke til at savne rugbrød, mens vi er heroppe.
Til gengæld savner jeg mormors solbærgrød og mors nybagte boller. Uhm!
I aften vil pigerne og jeg ud og se, om vi kan finde den mindste smule nordlys, for på mandag skulle solen vende tilbage til Grønland. Vi skal have set det enestående grønne lys, som kun kan ses i disse temperaturlag.
Pisiffik. Her handler vi jævnligt - og butikken har en fornuftig størrelse. Butikken kan sammenlignes med en Føtex hjemme i Danmark.
Is i havet.
Stor isklump i havet lige ud for byen.
Fjeldene på den anden side af byen. Jeg tror ikke, vi kan gå derover selv. Tænk, hvis der er isbjørne derovre!
De farvede, grønlandske huse ved havnen. Sikken udsigt!
Flere skibe og både i havnen.
"Brættet" kan betragtes som værende grønlændernes slagter. Det er her, der bliver solgt sælkød, hvalkød (når det en sjælden gang sker), fisk og den slags.
Både i havnen. Udsigten fra "Brættet".
Byen set fra sømandshjemmet.
Is i og under vandet. Specielt!
Fjeldene bag sømandshjemmet.
Sælskind. Dette hænder inde på sømandshjemmet.
Det er nu flot, selvom det ser bedst ud på sælen selv.
Når mørket trænger sig på, er her stadig fint.
Nu har vi næsten været her i Grønland i en hel uge. Og jeg er stadig betaget af befolkningen og af naturen. Jeg er tosset med den rolige atmosfære, som grønlænderne formår at værne om.
Det er totalt forbudt at have "danskertravlt" - og det er altså virkeligt svært at slippe tanken om, at man burde lave 117 andre ting, end dem man er i færd med. Uanset om man går en lang tur i snelandskabet - eller om man forbereder sig til timerne - bliver man mindet om, at man også burde gøre andre ting samtidigt.
Her på lærerværelset har vi efterhånden fundet "vores" plads; lige ved køkkenet og med en udsigt ud over havet og over til øerne i det fjerne. Det er jo ganske unikt.
I de 4-5 dage, hvor vi har været i Aasiaat, har vi gået mange ture - både om aftenen og omkring middag. Vi har set byen i dagslys og i mørke. Begge dele er lige betagende, men der er dog noget helt særligt over lyset heroppe. Skæret er lyserødt, som man også kan se på mine billeder.
Grønlænderne påstår, at deres lyse timer heroppe er meget lyse - og at mørket ikke er særligt mørkt. Som den dansker, jeg er, giver det ikke særligt meget mening for mig.
Her er bælgragende mørkt om aftenen - og mørkets frembrud starter allerede ved 17-tiden. Det er ganske forfærdeligt. Men vi er så småt ved at vænne os til, at det er mørkt, når vi går til skole - og mørkt, når vi traver hjem igen. Jeg priser mig lykkelig for al den sne, som vi har fornøjelsen af.
I går eftermiddags kom bygde-eleverne "hjem" til skolehjemmet, og nu er der virkelig gang i den i stuen. Vi har besluttet os for, at vi vil på biblioteket for at finde nogle gode, danske bøger og forhåbentligt låne nogle "jeg stener godt og grundigt"-film. Vores kælder i sig selv er dødkedelig, og selvom Sara (skolelederen) påstår, at den kære rengøringskone har gjort et rum hyggeligt til os, har vi nu ikke tænkt os at bruge det. Grønlænderne kender øjensynligt slet ikke til begrebet "hygge".
Vi er næsten hver dag forbi et supermarked - som regel det, der ligger tættest på os: Pisiffik.
Det minder meget om en Føtex i Danmark - og dog. Det er i det hele taget de mærkeligste ting, som de grønlandske supermarkeder sælger. Vi fandt i byens andet supermarked en hel, frossen sæl. Vi finder frosne fiskehoveder, som grønlænderne bruger til at koge suppe på. Det er godt nok altsammen - men jeg bliver nok aldrig en sand inuit. Heldigvis.
I går valgte pigerne og jeg at trave ud til Sømandshjemmet, hvor vi havde fundet internetadgang.
Så kunne vi hver især ringe hjem til vores familier og kærester - bare for at fortælle, at vi altså har det godt. Pludselig gik strømmen. I hele byen! Ja, så er man altså kommet til Grønland, når den slags sker.
Vi sad i det mørkeste mørke og ventede ved stearinlysenes skær. Ventede på, at byen skulle blive oplyst igen. Og efter et kvarters tid i mørke kom lyset igen - i hele byen. Lykken varede dog ikke længe - og midt i en samtale med mine forældre og min bror, slukkedes lyset igen.
Pigerne og jeg snakkede lidt om, hvorvidt strømforsyningen kunne holde til vores, på det tidspunkt, voldsomme forbrug af Skype.
Da lyset tændtes igen, fandt vi vejen "hjem" til skolehjemmet, hvor vi bor.
Her havde vores kære køkkendamer stillet lidt mad frem til os. Endnu en gang, og for tredje aften i træk, stod menuen på lækker rugbrød med diverse toppings.
Én ting er sikkert: Jeg kommer ikke til at savne rugbrød, mens vi er heroppe.
Til gengæld savner jeg mormors solbærgrød og mors nybagte boller. Uhm!
I aften vil pigerne og jeg ud og se, om vi kan finde den mindste smule nordlys, for på mandag skulle solen vende tilbage til Grønland. Vi skal have set det enestående grønne lys, som kun kan ses i disse temperaturlag.
Hav det godt!
Mys Josefine
Hermed en masse billeder fra min første uge i Aasiaat! Og jeg har mange flere, jeg gerne vil dele med jer, men de kommer i etaper - internettet heroppe er ikke så stabilt, som man kunne ønske sig.
Men se dem - og glæd jer over, at der stadig findes steder i verden, hvor naturen er så smuk som denne!
Ps. billedteksten har jeg skrevet ovenover hvert enkelt billede. Dette var ren public service! ;-)
Slædehundene står bundet med lænker på diverse ledige pladser i byen. Hundene er altid ude - uanset vind og vejr. Mit gode hundehjerte kan ikke bære at se hundene sådan.
Anuni er én af byens få butikker, hvor man kan købe varmt tøj og varme støvler. De sælger også træningstøj. Anuni er en dyr forretning, og min indre nærigrøv kommer op i mig.
Én af vores mange aftensmåltider, som består af rugbrød og makrel eller dåseleverpostej.
Jeg savner bare slet ikke rugbrød.
En grønlandsk spise. Når de fejrer hellige tre konger, lægges disse "slikkepinde" i børnenes sokker.
"Slikkepinden" er en figne, der er dyppet i sirup og sukker. Det er uden tvivl ganske sundt for ens indre.
Bonusinfo: Hvis man oversætter det grønlandske ord for figne direkte til dansk, bliver det... Stort bær. Figne alias et stort bær. Hvadfornoget?
De ultra tørre torsk, som grønlænderne selv tørrer på deres tørrerstativer. Anderledes!
Vi hygger i opholdsstuen (med dåseleverpostej) - her er bygdebørnene endnu ikke kommet tilbage til skolehjemmet, og vi har det hele for os selv.
Vores udsigt fra vores spisebord. Ja, det er havet, man kan se. Det er så fint!
Det gule hus er sygehuset i byen. Vi kan sågar se, når ambulancen kører sin runde i byen.
Pakkerne i byen transporteres måske udelukkende på kælk. This is so much fun!
Hver blok har et sådant maleri hængende på enderne. De er virkeligt fine - og de lyser op i mørket!
Udsigten fra vores køkkenvindue: Mere hav.
Vores frokost stod en dag på denne ret. Det er jo det rene luksus at have køkkedamer. Og så er de søde!
Is i havet.
Der er udsigt til havet fra nærmest hele byen. Hvor er det fint!
En anden del af byen - også med farvede huse.
Fjeldene på den anden side af byen. Jeg tror ikke, vi kan gå derover selv. Tænk, hvis der er isbjørne derovre!
Lyserødt skær over havet.
De farvede, grønlandske huse ved havnen. Sikken udsigt!
Et klokketårn ved byens kirke. Lyset gør det virkeligt fint!
I baggrunden ses en del af de farvede, grønlandske huse.
Nogle store "tænder" af en slags. Jeg aner ikke, hvilket dyr disse har tilhørt, men fine, det er de.
I baggrunden kan man se museet i byen. Jeg skal helt sikkert derind, inden vi skal hjem.
Havnen i Aasiaat. Man kan lige ane sømandshjemmet (den røde bygning lige foran fjeldene)
Ja, det er her, vi sidder, når vi skal i kontakt med familierne og kæresterne i Danmark.
Paller og fjelde. Fjeldene, en naturlig skønhed og pallerne, en menneskeopfundet ting.
Sømandshjemmet. Her er hyggeligt - og de har gode trøfler!
"Brættet" kan betragtes som værende grønlændernes slagter. Det er her, der bliver solgt sælkød, hvalkød (når det en sjælden gang sker), fisk og den slags.
Kælk med blod. Jeg kunne forestille mig, de bruger denne her til at fragte kød til butikker og den slags. Måske.
"Brættet" på grønlandsk. Jeg holder mig til den danske udgave af navnet.
Både i havnen. Udsigten fra "Brættet".
Isflage i vandet.
Denne mand tog vores billede foran "Brættet". Han virker hyggelig!
Pst, tjek lige hans hue. Den er fed!
Fragtskibe og containers. Knapt så smukt. Men se lyset!
Sælkød på "Brættet". Det er meget mørkt, men flot.
Skibe, både og is. Det lyserøde skær gør det usandsynligt smukt!
Byen set fra sømandshjemmet.
Fjeldene bag sømandshjemmet.
Sælskind. Dette hænder inde på sømandshjemmet.
Det er nu flot, selvom det ser bedst ud på sælen selv.
Gammeldags grønlandskort.
Det minder mig om de gamle kort i klasseværelserne, da man gik på friskolen.
Hele sæler. Kom og køb!
En anderledes oplevelse. Kan købes i ét af byens supermarkeder.
Når mørket trænger sig på, er her stadig fint.
Udsigt over til skolen med masser af sne.
Hejsa skat
SvarSletDejligt, at du er så flittig med at skrive herinde på din blog. Vi glæder os rigtigt meget til at se nogle billeder :-)
Hyg jer deroppe i det høje nord - og jeg håber virkelig, at I får Nordlyset at se :-)
Knus mor
Hej mor! :o)
SvarSletJa, men der er også bare så meget at se her! Heldigvis kan jeg skrive et blogindlæg fra skolen!
Vi hygger i det kolde vejr - og vi møder de sødeste mennesker her!
Vi håber på at se nordlyset i aften eller i morgen! Måske, måske.
Knus mulle